Men du kan også lave en mere allround sauce som den, du får opskriften på herunder. Den er nem, men smager lækkert – man kunne næsten fristes til at kalde den for en hverdags-rødvinssauce. Den er hurtigt lavet og smager mums.
Ingredienser til rødvinssauce til 4 personer
- 4 dl halvtør rødvin – f.eks. en Côtes du Rhône
- 2 spsk. mel
- 4 dl mælk
- 25 g smør – helst smør, ikke stegemargarine
- 1 spsk. oksefond ”du chef” eller anden god og kraftig fond eller bouillon – du kan selvfølgelig selv lave en fond fra bunden på gulerødder, løg og selleri, men så skal du nok påregne lidt længere tid
- 1 spsk. blade fra frisk timian
- Kulør
- Salt og peber
Sådan tilbereder du:
- Start med at koge vinen ind i lille gryde eller kasserolle ved kraftig varme og uden låg – det tager ca. 10 minutter. Der skal være ½ dl rødvinssirup tilbage.
- Rør i en anden gryde mel og lidt af mælk sammen til en cremet masse. Rør resten af mælken i lidt efter lidt.
- Tilsæt smør, og bring saucen i kog under stadig omrøring.
- Skru ned, og lad saucen koge – stadig under omrøring – ved svag varme i ca. 5 minutter.
- Tilsæt rødvinssiruppen sammen med oksefonden og de friske, skyllede timianblade.
- Bring igen saucen i kog, og giv den et skvæt kulør, til den har den ønskede farve.
- Smag til med salt og peber.
- Du kan vælge at bruge fløde i stedet for mælk, men det giver en noget federe sovs, og saucen her skal helst ikke være træskosovs. Rødvinssauce må gerne være tyndere end almindelig brun sauce.
Forberedelsestid: 0 minutter
Tilberedningstid: 20 minutter
Oprindelig opskrift er fra https://www.hurtigmums.dk/roedvinssauce/